Den næste styrke, I skal træne med Professor Skolesmart, er Engagement! Start med at hænge plakat nr. 2 op i klassen.
Håndtegnet for Engagement ligner lidt en fugl, der er på vej til at flyve. Det er fordi, man kan føle sig ‘flyvende’, hvis man for alvor engagerer sig. Aftal evt. i klassen at vise hinanden håndtegnet til hinanden, hvis nogen engagerer sig.
Historie-læsning:
Børnegruppen placeres i rundkreds og Kapitel 2. Næsten flyvende læses højt. Stop gerne op undervejs og snak om ord eller begreber.
Samtale om Engagement:
-
- Hvis det skal være sjovt at lære noget, må opgaven ikke være for nem at klare.
- Man skal gøre sig umage og koncentrere sig, så man næsten er ved at tisse i bukserne, fordi man glemmer både tid og sted.
- Svært er bedre end nemt! Man kan jo ikke blive ægte stolt af at klare en opgave, der er mega nem.
Øvelser:
Gæt en tegning
-
- Børnene sættes sammen to og to.
- De skiftes til at tegne på hinandens rygge og skal gætte, hvad der bliver tegnet. (fx en sol, et hjerte, en hat. Man kan også tegne de bogstaver, børnene kender?)
Gå på trædesten (blindebuk)
-
- Børnene skal fortsat være sammen to og to
- Den ene elev får bind for øjnene. Makkeren guider gennem en bane. Man må kun træde på ‘stenene’ ellers falder man i vandet og bliver spist af krokodillerne.
- Makkerparret bytter roller og øvelsen starter forfra.
Øvelsen kan evt. laves udendørs eller i gymnastiksal, men sjippetove, stole, måtter og papir kan også bruges.
Motorisk dygtige børn, kan få en ærtepose på hovedet, så de får en ekstra udfordring.
Arbejdsbog:
I skal nu lave den næste opgave i Arbejdsbog 0.klasse (Side 2). Tegn en ting, du virkelig går op i at lave.
Hvis I har leget blindebuk, kan man også tegne, hvordan det føles at være blind og gå på trædesten.
Idéer til leg og aktivitet:
Nedenstående lege kræver fuld koncentration og engagement. Måske vil nogle opleve magien og komme i FLOW.
Det gravide makkerpar
-
- Der laves makkerpar, så alle er sammen to og to. (Ved ulige antal kan man lave en 3-mandsgruppe)
- Hvert par får en blød bold udleveret.
- Børnene skal holde boldene mellem sig uden at bruge hænderne (fx mave mod mave) og så skal de bevæge sig til musikken uden at tabe bolden.
Variation 1: De bløde bolde kan erstattes af balloner. Legen kan laves om til et stafetløb med to konkurrerende hold.
Variation 2: Lav legen om til en stopdans hvor parrene danser med bolden/ballonen imellem sig. Frys, når musikken stopper. Hvis parret taber ballonen (eller ballonen springer), må de gå ud til siden.
For at undgå at de keder sig, må de ´døde´ gerne stadig danse og stoppe ude ved siden af dansegulvet.
Ballondans
-
- Børnene sætter sig i en rundkreds på måtter eller skamler.
- Hvert barn får bundet en ballon på benet.
- Der laves makkerpar, så alle kommer til at danse 2 og 2.
- Mens parrene danser inde i midten af rundkredsen, skal de forsøge at trampe på de andre pars balloner og beskytte egne.
- Når parret har fået sprængt begge deres balloner, udgår de af dansen, men de må gerne fortsætte med at danse udenfor rundkredsen.
- Det sidste par, som står tilbage med luftfyldte balloner, har vundet ballondansen.
Links til videoer fra Dansk Skoleidræt
Links til videoer og vejledning fra Dansk Skoleidræt. Øvelserne træner koncentration, opmærksomhed og engagement:
Øvelser i hverdagen:
-
- Gøre sig umage med opgaver/leg. – Fx Tegne indenfor stregerne.
- Holde koncentrationen, mens man løser en opgave.
- Holde koncentration og fokus, når andre taler.
- Ikke lade sig forstyrre. – Fx ignorere lyde, bevægelser, ondt i storetå osv.