Modul 1: Selvkontrol

Den første styrke, I skal træne med Professor Skolesmart, er Selvkontrol!  

Start med at hænge plakaten op et synligt sted.

Håndtegnet for selvkontrol er ‘en lille rude’ foran ansigtet.

Tegnet minder om, at man kan kridte en bane op for sig selv, som det er smartest og bedst at blive indenfor. 

 

Historie-læsning:

Børnegruppen placeres i rundkreds og billedbogens Kapitel 1. Hjernen læses højt. 

Brug evt. pindedukke og sæt hjernen fast i Professor Skolesmarts hænder. Stop gerne op undervejs og snak om ord eller begreber.

Samtale om selvkontrol:

    • Har nogen prøvet at blive SÅ forskrækkede, at Amygdala-alarmen startede?
    • Hvordan føles det at fryse helt fast?
    • Hvorfor er det godt at kunne berolige sig selv? (Undgå at gøre eller sige ting, som man godt ved, man ikke skal – fx at slå eller sige grimme ting)
    • Hvorfor er det sommetider godt, at vi har Amygdala til at træffe hurtige beslutninger? (Fx passe på bilerne, når man skal over vejen, løbe væk hvis en gal hund kommer imod en, holde sig for ørerne, hvis der er en høj lyd osv.)
Mere Amygdala-snak

Amygdala-START-knappen bliver aktiveret, hvis man:

      • bliver bange eller forskrækket 
      • slår sig eller noget gør ondt 
      • bliver afvist 
      • ikke kan løse en opgave
      • får skældud
      • osv.

Hvorfor er det godt, at vi har Amygdala?

      • Den kan redde liv (Fx hvis vi er ved at gå ud foran en bil!)
      • Vi kan træffe hurtige beslutninger. (Fx fjerne hånden fra kogepladen)

Hvorfor er det godt at kunne berolige sin Amygdala?

      • Man kan ikke tænke, hvis Amygdala har ‘kapret’ hjernen som en pirat.
      • Sommetider kan man blive bange for noget, som i virkeligheden ikke er farligt

Øvelser:

Den dybe vejrtræning

Snak om at den dybe vejrtrækning skal trænes i ‘fredstid’, fordi man jo ikke kan tænke eller lære noget nyt, hvis Amygdala-alarmen er startet op.

      • Pust ud mens I siger:’pfh….'(Maven går lidt ind)
      • Hold en pause
      • Træk vejret ind gennem næsen (Maven buler lidt ud)
      • Hold en pause
      • Gentag forfra

Mind evt. børnene om, at når vi ånder ud og siger: ‘pfh….’ er det en måde at tale beroligende til Amygdala. Så beder vi Amygdala tie stille og slappe af.

Hvordan føles Amygdala?

Bed børnene rejse sig og spænde op i musklerne. Hold spændingen til I næsten ryster…. og slap af:

    1. Fingre -Hænder – Underarm – Overarm 
    2. Kæbe- Øjne – Mund 
    3. Tæer – Fødder – Underben – Lårben
    4. Hele kroppen…..Hold den…og slap af

Tal om forskellen på en spændt og kampklar krop og en afslappet og rolig krop. Det er sund at bruge sine muskler, men man ville få ondt, hvis man gik og spændte i kroppen hele tiden. 

På samme måde er det med Amygdala. Det er fint, vi har den boende i hjernen, men det er også vigtigt, at vi kan slappe af og være rolige.

Lege og aktiviteter:

Amygdala-sang

Tekst: Anette Prehn – Melodi: Skorstensfejren gik en tur.

Amygdala-sangen 

Det fjernstyrede sværd
  1. Rul et A4-ark på den lange led. Det skal du bruge sværd.
  2. Sæt jer i en rundkreds og lad en elev komme ind i midten for at fægte med den voksne.
  3. Den voksne har fjernstyringen og bestemmer hvor hårdt og hvor hurtigt, eleven må fægte ved at sige tallene mellem 1 og 10. (1 er laveste intensitet – 10 er højeste intensitet)
  4. Først tælles op fra 1-10 og derefter fra 10-1.
  5. Byt evt. roller og lad eleven styre den voksne.
  6. Når alle forstår legen, kan børnene selv afprøve legen i makkerpar.
Stopdans
  1. Frys, når musikken stopper. Hvis man dør, må man gå væk fra dansegulvet og øve sig på at danse og stoppe.
  2. Varier dansen ved at aftale figurer/positioner, man skal indtage, når musikken stopper.
Vingummi-testen (Kan også laves med fx vindruer)

Eleverne får at vide, de skal teste deres selvkontrol.

  1. Alle elever får en vingummibamse på bordet foran sig. Hvis de kan lade den ligge i ca. 1 minut, får de en vingummibamse mere.
  2. Når alle (forhåbentlig) har klaret det ene minut, får de endnu en vingummibamse på bordet. Hvis de kan lade dem begge ligge endnu  ca. 1. minut, får de 3 mere i belønning. Derved scorer de altså mulighed for ialt at score 5 vingummibamser.

Øvelser i hverdagen:

      • Vente på tur (fx i rundkreds)
      • Være stille (fx mens man spiser)
      • Holde bordskik 
      • Dyb vejrtrækning ved konflikt
      • Dyb vejrtrækning, hvis noget gør ondt
      • Tal beroligende til Amygdala
      • osv.

Andre Idéer:

Lav din egen Amygdala-flaske

Fyld lidt glimmer i en plastikflaske. Tilsæt vand og lidt glycerin. Skru låget godt fast. Din flaske er klar til afprøvning.

Når Amygdalaflasken rystes, opstår der ‘fremtidståge’ inde i hovedet. Vi kan ikke se og tænke klart, før glimmeret i flasken er faldet ned på bunden. Måske kan I bruge flasken, når I skal øve jer i at komme fra Amygdala til Cortex.

    • Giv amygdalaflasken en ordentlig rystetur. Sådan føles det, når Amygdala har overtaget tankerne i din hjerne
    • Kig på glimmeret og se det falde til ro. Træk vejret dybt imens!
    • Når glimmeret er faldet til ro, er du måske også selv blevet rolig. Ellers gentages forfra.
Links til dansk skoleidræt-videoer

Nedenstående links indeholder videoer og vejledning fra Dansk Skoleidræt. De to første øvelser kan bruges til at få noget RO på. Snik og Snak træner selvkontrollen ift. at gøre, som man får besked på:

    •